Uaaargghh. Var jeg lidt pinlig i den video, jeg lige lagde op der i onsdags? Blev det for privat, da jeg delte min egen fortælling? Hvad tænker mine kunder mon om mig nu?

Hvis du er selvstændig, så ved du sikkert godt at for at trænge igennem støjen på sociale medier, så er du nødt til at dele noget af dig selv. Men kan det blive for meget? Og måske for pinligt og privat?

Det korte svar her er ja, det kan blive for pinligt og privat.

Til gengæld når du ingen steder, hvis du ikke giver noget af dig selv.

Færdselsregler for private eller personlige opslag

Her får du et lille crash course med færdselsregler, der kan hjælpe dig med at stå autentisk og personligt frem uden at blive privat og pinlig.

Smerten ved at komme til at dele noget, der var for privat, hører jeg ofte om blandt mine kunder. Nogle har helt fravalgt at bruge de sociale medier – hvilket koster på bundlinjen! Andre har smerteligt erfaret, at det ikke føltes helt godt i maven, når de genser tidligere indlæg.

Jeg plejer at sondre mellem om det, du deler er PRIVAT eller PERSONLIGT.

Personligt er nødvendigt. Dine kunder og modtagere skal kunne mærke, hvem du er. De skal få en fornemmelse af, hvad det er, der driver dig. Dine værdier. For hvis du brænder for dit produkt, jamen så kan det mærkes af modtageren.

Men bliver det for privat, så mister du troværdighed.

Når du er i tvivl om, hvorvidt den historie, du påtænker at dele er personlig eller privat, så prøv at stille dig selv spørgsmålet:

”Styrker denne fortælling min troværdighed i virksomheden?”

eller

”Svækker denne fortælling min troværdighed?”

Ingen vil høre om parterapeutens fem skilsmisser

Et konkret eksempel kunne være en parterapeut, der delte en fortælling i et langt blogindlæg om, at han havde været igennem fem skilsmisser. Ville du bruge ham, hvis du var i krise med din ægtefælde?

Sagen er den at det, de fleste søger hos en parterapeut, som regel vil være opskriften på, hvordan man skaber et langvarig kærlighedsforhold. Og det er ham med de fem skilsmisser nok ikke ligefrem ekspert i. Det kunne også være en bogholder, der fortæller om, at hun har været personlig konkurs og sidder i dyb gæld. Ville du betro hende dine regnskaber?

Nej vel.

Men du ville måske gerne høre lidt om, hvordan bogholderen egentlig holder skik på sit eget budget i virksomheden, ligesom man gerne ville høre parterapeuten med et langvarigt ægteskab fortælle om, hvordan han kom igennem sine krise med den bedre halvdel.

Det handler i virkeligheden om, at vi gerne vil have et kig ind bag facaden hos eksperterne. Vi vil se, om der er noget, vi kan lære. Så når du skal dele noget – hvad enten det er på de sociale medier eller i et blogformat, og du bliver i tvivl, så stil dig selv spørgsmålet:

Støtter denne fortælling min troværdighed som ekspert i netop det, jeg er rigtig god til?

Hvis du gerne vil lære mere om kunsten at kommunikere autentisk og personligt – uden at blive pinlig eller utroværdig kan du læse mere om mine grundfortællingsforløb her.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *