”Lige så snart at nogen siger ’branding’, så koster det kassen – det er ikke noget for små selvstændige”. Sådan sagde en af mine kunder for nylig. Men den opfattelse tog en ganske ny drejning. Læs med her og få svaret på hvad små selvstændige og køer egentlig skal med branding.

Jeg tror, at det er en af de mest kendte myter, jeg støder på, særligt når jeg arbejder med små selvstændige og ejerledere: At branding er dyr, varm luft og som mest er noget for store virksomheder som Danske Bank og Coca Cola.

Men så lad mig lige slå dette helt fast:

Det er en myte. Og en dyr en af slagsen!

Faktisk er brandingdelen den del, der kan betale sig bedst at gribe fat i, fra aller første dag i en hvilken som helst virksomhed.

Et stærkt autentisk brand er noget af det vigtigste og bedste, du kan gøre for din virksomhed – uanset om du er nystartet iværksætter eller ejerleder med masser af ansatte. I dette blogindlæg deler jeg de to vigtigste årsager til, at dit brand er dit stærkeste kort til at skabe en succesfuld forretning.

  1. Har du styr på dit brand, så er det nemlig den direkte genvej til at blive synlig og dermed sælge. Det er kun ved at kende dit DNA – din grundfortælling, at du reelt har noget, du kan fortælle verden. Det er den eneste vej til at lave en troværdig kampagne, et blogindlæg eller blot en statusopdatering på Facebook.

  2. Ved at have styr på dine værdier og dit brand sparer du rigtig mange fejlinvesteringer på hjemmesidedesign, logo og Facebookkampagner, som rammer helt ved siden af, fordi du UDEN en stærk fornemmelse af din egen grundfortælling er fuldstændig afhængig af, hvad en webdesigner lige synes ser godt ud. Et design skal ramme din målgruppe – akkurat som en Facebookannonce. Ellers er det dyre slag i luften.

Giv din virksomhed en identitet

Jeg møder mange selvstændige, der kommer i grundfortællingsforløb hos mig, som har drevet virksomhed en del år, og har brugt alt for mange penge og tid på websites, salgsbrochurer eller forsøg på at starte en blog, der aldrig rigtig kom til at fungere. De føler en mangel på sammenhæng i det hele. Og de har erfaret at for at komme videre i deres forretning, så skal deres kommunikation op på en højere klinge. Der skal være retning på det hele som én samlet indsats, for at du mærker effekten. Det er det, vi kalder branding.

Og så er vi nået til det punkt, som handler om køerne. For det var nemlig det, det hele startede med i overskriften til det her blogindlæg. Branding var oprindeligt en brændemærkning af de amerikanske bønders kvæg. Det sikrede, at de kunne finde deres egne køer – og skelne dem fra alle de andre, der græssede rundt omkring. Eller som det står i retskrivningsordbogen:

Fra engelsk branding, afledt af verbet brand ‘brændemærke (kvæg), forsyne med varemærkenavn.

Moderne betydning af branding er at gøre et varemærke kendt og give det en bestemt identitet eller profil ved målrettet annoncering, udarbejdelse af logoer, m.m.

Uden en ‘brændemærkning’ af dit produkt og din virksomhed, en klar og tydelig identitet, så forsvinder det i mængden – og måske kan du ikke engang selv helt skelne din virksomhed fra alle de andre på markedet?

Og så en sidste kommentar: Branding behøver bestemt ikke at koste kassen. For der er ikke noget hokus-pokus over det!


0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *