Arh kan det nu passe, Askov?… Kan man virkelig bare sætte sig i skrædderstilling med en skøn meditation i ørerne, hvorefter kunderne vælter inde i biksen?

Nope, du har helt ret! Den metode er heller ikke lykkedes hos mig (desværre).

Men hvis du vil styrke din indre Sælger-Helge, så er intuitionen faktisk en rigtig effektiv metode.

Læs med til enden – så deler jeg med dig, hvordan – og hvorfor.

Jeg starter med at svare på det første:

Hvorfor skal man overhovedet styrke sin evne til at bruge sin intuition, når man arbejder med salg, marketing og synlighed for sin virksomhed?

Kender du følelsen af ubehag, når du skal sælge noget?

Den følelse har rigtig mange af de kunder, der sidder i et grundfortællingsforløb hos mig. Det er vanvittigt dygtige fagpersoner, men alligevel trækker de skuldrene helt op til ørerne, når det kommer til den del, der handler om at sælge.

Har du nogensinde tænkt over, hvad det er, som ligger bag ubehaget?

For mange er det i virkeligheden en dyb usikkerhed, der ligger neden under det hele. En usikkerhed som handler om, at de ikke er helt sikre på, at deres produkt eller bidrag til verden er det værd. Det er den der evige indre stemme, som siger: Det jeg leverer, er det rene bluff.

Jeg kunne også vende den om og stille spørgsmålet: Hvad gør dig til en dygtig sælger?

En dygtig sælger tror helt ind i sjælen på at det, han sælger, er verdens mest fantastiske produkt. Den utiltalende del af sælgertyperne er de indbildske, dem som er i stand til både at lyve for sig selv og sin omverden.

Du kender måske selv typen.

Men det der sælger og virker troværdigt, det er den dybe viden – en overbevisning om at det du leverer, virkelig er rigtig vigtigt og pengene værd.

Når jeg arbejder med grundfortælling og rådgivning viser det sig ofte, at den største barriere for at komme ud over rampen er, at folk ikke forstår rækkevidden af deres eget produkt eller virke.

Vi kan af en eller anden grund ikke se os selv. Og derfor får man ofte den underliggende følelse af, at det er noget fup, man sælger. At det er at snyde andre. Og så bliver enhver markedsføring svag og ufokuseret.

Faktisk er det sådan, at i vores tid, hvor rigtig meget salg foregår via sociale medier så gælder princippet i endnu højere grad.

For at brænde igennem og skabe salg på sociale medier, så skal du være autentisk, tydelig og troværdig. Man skal kunne mærke dig. Og forstå, hvor du kommer fra. Det skal være autentisk.

Med andre ord: Din troværdighed er dit vigtigste kort.

Tror du på dit eget produkt?

Hvad er det, der gør dig eller din virksomhed til noget ganske unikt i denne verden? Hvad er det for et fantastisk bidrag, netop du har til verden?

Et vellykket salg – uanset om det sker til et uformelt kaffemøde eller på et opslag på Facebook, det afgøres af, hvor meget du selv tror på dit produkt.

Og det er her intuitionen for mig at se et af de mest effektive redskaber.

Jeg kan tale i timer om, hvorfor og hvordan jeg bruger intuition i kreative skabelsesprocesser. Det skal jeg nok spare dig for i denne omgang. Men hvis du skal skabe noget, som er 100 procent troværdigt, så skal det være ærligt og autentisk. Ingen forstillelse. Hvis det ikke har dybe rødder i dig, så gennemskuer man det. Derfor skal du i kontakt med din indre stemme. Du skal høre, dig selv tro på dit eget bidrag til verden. Du skal lære at sætte ord på det, du kan – uden tvivl og uden overdrivelse.

Det her er ikke en øvelse, man kan regne eller kalkulere sig frem til. Men du kan træne det ved at bruge din mavefornemmelse. Når den er med dig, når du er fuldstændig i tråd med det, du siger, så er det, at du bliver sælgeren over dem alle. Ham som helt ind i sjælen kan mærke efter og overbevise andre om, at lige netop dig og det du leverer er noget ganske særligt.

Rigtig mange selvstændige jeg får ind i grundfortællingsforløb er lidt bange for at mærke efter. Det er ikke bevidst men inde bag ved, tror de lidt, de er et blufnummer. Men når de først opdager, hvad det er, de kan, opstår der en enorm glæde og selvtillid.

Og når du har styr på dit budskab. Dit kernebudskab. Så er resten ren strategi og håndværk. Noget som kan læres.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *